Russisk soap
Romaner når de er bedst: Dostojevskij i ny flot oversættelse til gru og rædsel (og stor læsefryd!)
Af Jesper Moll, Litteraturhistorie og europastudier
Det er tilsyneladende Dostojevskij-sæson for tiden. People’s Press har netop genudgivet den gamles samlede værker, og Rosinante har udgivet Idioten i en ny fornem oversættelse af Jan Hansen, der efterhånden er ved at skabe sig et navn som Dostojevskij-oversætteren efter tidligere at have haft fingre i Forbrydelse og Straf.
Fyrst Mysjkin, romanens idiot og hovedperson, er på vej hjem fra et længere ophold på et kursted i Schweiz. I togkupeen møder fyrsten en del af det persongalleri, som kommer til at udgøre en central del af romanen, og som Dostojevskij holder i et så elegant og stramt fortællegreb, at man ikke kan andet end at begejstres. Ikke nok med at fyrsten møder Rogozjin og Lebedev, henholdsvis nylig millionær og arbejdsløs kontormand, han møder også den smukke Nastasja Filippovna Barasjkova, romanens überfurie og femme fatale, i form af et billede i Rogozjins pung. Alle forelsker sig i hende ikke mindst Rogozjin og fyrsten. Dette trekantsdrama af dimensioner, hvor kun Glamour og andre soaps kan være med, er romanens motor og omdrejningspunkt. Mysjkin, der er god som dagen er lang, bliver introduceret for det bedre borgerskab i Skt. Petersborg, hvor han skiftevis skaber skandale og gør lykke som det uskyldige barn eller idioten. Fyrsten har nemlig ikke megen fingerspidsfornemmelse eller forståelse for, hvordan man opfører sig. Han har temperament, som han selv udtrykker det, sådan forstået at han ikke kan holde sin mund – heller ikke når det bliver pinligt. Samtidig er han blottet for evnen til at se, hvordan han bliver udnyttet af snart sagt hvem som helst. Selv ikke i en af de mest gruopvækkende soap-scener i romanen med en jaloux medbejler til den smukke Nastasja gemt i en trappeopgang og med dødelige intentioner i sinde bliver fyrsten sur!
Den scene, som man tænker, må få fyrsten til at indse, hvordan tingene står til, skaber ikke noget omslag i hans omgang med verden. På den måde er fyrsten en helt statisk karakter, og den slags har det med at være slemt kedelige. Men ikke i Idioten, der er lige så god, som den er lang. Dostojevskij formår med en forbilledlig plothåndtering at lege kispus med læserens forventninger, og får skabt en page-turner af rang. Forfatteren tilbageholder hele tiden informationer, der gør, at man som læser undres over tingenes tilstand eller motivet bag en uforståelig handling, og formen spejler derved personernes intrigeagtige omgang med hinanden, hvor luften er fuld af insinuationer og uudtalte trusler og aftaler. Dostojevskijs særlige stil, hvor han, som Bakhtin kalder det, stykker en polyfon tekst sammen af et utal af stemmer, skaber samtidig rammen for et udleverende portræt af Rusland i 1860’erne med nihilismen som en konstant samtalepartner. Den statiske persontegning af fyrsten gør de øvrige personers handlinger endnu mere ubærlige, når man tænker; nu må det da snart være nok. Men sådan er det ikke. Dostojevskij går linen ud, og læseren må bare klinge sig fast til siderne i dette drama og verdenslitterære mesterværk.
Fjodor Dostojevskij
Idioten
Rosinante
842 sider, 399 kroner
