Skarp og aktuel gendigtning af Romeo og Julie
Romeo er iransk indvandrer, og Julie læser retsmedicin på Københavns Universitet. Ganske som i originalen er grænserne i Merete Pryds Helles nyeste roman Oh, Romeo skarpt trukket op, og spørgsmålet om kærlighedens styrke reaktualiseres nok engang.
I november sidste år udkom Merete Pryds Helles roman Oh, Romeo og fik en rigtig god modtagelse hos både læsere og anmeldere. Siden debuten i 1990 med novellesamlingen Imod en anden ro har Pryds Helle skrevet flittigt og også opnået kritisk anerkendelse. Især den (på flere måder) store roman Fiske i livets flod fra 2000 var med til virkelig at slå hendes navn fast på den danske litteraturscene med sin særegne stil og fængslende historie om skriftens opståen fortalt på tværs af årtusinder. Siden har Pryds Helle fortsat ufortrødent og opnåede med Oh, Romeo at blive nomineret til både Berlingske Tidendes Læserpris 2007 og P2s Romanpris.
Fra Verona til København
I romanen er 1500-tallets Verona skiftet ud med København anno 2005, men tematisk er der ikke de store ændringer i forhold til forlægget. Der er stadig håbløs kærlighed på tapetet, og skæbnens luner spiller endnu engang hovedrollen i Pryds Helles gendigtning af historien om Romeo og Julie - alle tiders ultimative kærlighedstragedie om de to unge elskende, der vælger døden frem for et liv uden kærlighed. I Oh, Romeo er det dog ikke hovedpersonernes familiære tilhørsforhold, men derimod deres kulturelle og etniske baggrund, der (med vor tids politiske billede i baghovedet) meget aktuelt stikker en kæp i forelskelsens lykkehjul.
Romeo er fra Iran og kører taxi, mens Julie er pæredansk og tilmed datter af en højreorienteret borgmesterkandidat. På den måde virker vores setup noget konstrueret, hvilket ikke bliver bedre af, at de to hovedpersoner åbenlyst bryder med deres baggrund og per natur er meget politisk korrekte i deres holdninger og ageren. Eksempelvis afviser Romeo konsekvent sin fars fundamentalistiske forhold til Islam, og Julie er så åben og givende, at hun endda giver chokolade til nogle indvandrerbørn i hendes opgang. Vores karakterer har ingen skarpe kanter, hvilket måske er loyalt overfor Shakespeares turtelduer, men ikke desto mindre også vagt, fordi de tos kærlighed ikke virker usandsynlig og umulig. Denne art karaktertegning er gennemgående i Oh, Romeo, og derfor bliver personerne til typer og ikke rigtige mennesker. Hos Shakespeare og hans teatermedie fungerer dette fint, men i romanform bliver Pryds Helles karakterer en anelse kedsommelige.
- Illustration af Martin Røes
Skarp og vedkommende
Ovenstående kritik overskygges dog massivt af bogens øvrige kvaliteter, som hæver den langt over gennemsnittet og tydeligt viser, hvorfor Pryds Helle er en af vores allerbedste hjemlige forfattere. Både formelt, tematisk og sprogligt er Oh, Romeo fantastisk skarp og dynamisk i sit udtryk. Som flere af Pryds Helles tidligere værker er bogen opbygget af en masse korte kapitler, hvor slagets gang skildres via sindrigt skiftende synsvinkler, som skiftevis er indeni og uden for de forskellige personer. Således skildres de samme begivenheder ofte fra flere vinkler, så vi flere gange oplever både Julies og Romeos opfattelse af forløbet. Det giver en god variation og gør, sammen med Julies ultra personlige blog-notater, at fortællingen hele tiden bæres fremad og hele tiden viser nye fortolkninger af virkeligheden.
Et andet vellykket element er, når der bliver lagt ord i munden på personerne, som de aldrig selv ville have sagt – eksempelvis når Romeo under et af de første møder med Julie siger: ”[...] at kærligheden er et bundløst hav, man kan drukne i under fuldmånen.” Det lyder en smule sjovt i munden på en indvandrer, men giver faktisk fortællingen en tyngde, som hæver den fra et banalt plan og op på et mere fabulerende og alment menneskeligt. Det samme gælder det gennemgående stærke og sanselige sprog, som med sine sammenligninger og vitalitet får fortællingen til at omhandle os alle. Romeo og Julies kærlighed er ikke blot om to personer, men lige så meget om menneskets grundliggende præmisser i form af dødens uundgåelige endelighed og kærligheden som et middel til at fortrænge meningsløsheden. For netop døden er nærværende gennem hele romanen, og kombineret med at man som læser har en vis idé om, hvor det bærer hen, så sidder man med en knugende fornemmelse, som rækker ud over fiktionens univers. Dermed bringer Pryds Helle os samme vej som Shakespeares tidløse gendigtning, om end præmisserne er ændret. Samtidig er der den underliggende politiske kritik, som sammen med de åbenlyse litterære kvaliteter gør bogen til en aktuel og ikke mindst god læseoplevelse.
Info
Merete Pryds Helle
Oh, Romeo
Rosinante
127 sider, 199 kr.
