visir-online.dk

Nr. 29 - Skønlitteratur

Der var engang et solsystem, hvis sol langsomt var ved at slukkes. Denne udvikling havde været undervejs i milliarder af år.

Lykkeligvis var kun en enkelt planet af systemets ni beboet, og til deres held var de længe ganske uvidende om den forestående undergang. Deres evolution var langtrukken og spækket med blindgyder og uigennemtænkte omveje. Da de endelig indså, hvad det ville ende med, tog de det med stoisk ro, viste en moderat interesse for fænomenet og lod det derpå forsvinde i avisarkiverne.

Således forløb toogfirs generationer.

Civilisationen på planeten havde nået et punkt rent teknisk, hvor lægmænd dagligt forundredes over nye landvindinger, og der var en behagelig, global mæthed, der fik filosoffer og sociologer til at proklamere, at en gylden tidsalder var oprunden.

Derfor kan det heller ikke undre, at de første observationer af planetens faldende temperatur gik forholdsvist ubemærket hen. Der var trods alt meget andet at tænke på.

Langsomt opfangede planetens nyhedsbureauer dog videnskabens meddelelser i takt med, at planetens to ispoler begyndte at brede sig. Det var en proces, der i den grad var selvforstærkende: jo mere sne og is bredte sig, jo mere af solens sparsomme lys reflekteredes tilbage. Jorden optog ikke længere den samme varme, hvilket selvsagt øgede dannelsen af sne og is, og sådan fortsatte det. Biosfæren skrumpede ind til det rene ingenting, og de første større sultkatastrofer begyndte at dukke op.

Hvad alverdens rapporter og målinger ikke havde kunne klare, gjorde fremstrakte hænder, slunkne kinder og bedende øjne. Det blev slået stort op: fødevaremanglen var en realitet! Dertil kom et stadigt stigende energiproblem, og dommedagsprofeter, sekteriske foreninger og nyreligiøsitet spirede som gærsvampe overalt. Regeringscheferne sammenkaldte til klimakonferencer, først på grund af de stemmer dette førte med sig, men sidenhen af rent altruistiske grunde. De forskellige videnskaber og faggrupper gav deres besyv med til diskussionerne, og storindustrien forsøgte at sylte hele sagen og beskyldte det meste af planeten, og indirekte den døende sol, for massehysteri.

Efterhånden faldt dog alle kritiske røster i geled, og da iskalotterne som to mægtige fingre begyndte at presse befolkningen sammen om ækvatorlinien, samledes planetens beboere for første gang i historien om ét fælles mål; racens overlevelse. For at undgå artens uddøen opgav nationer deres egennyttige små ideer om magtbalancer og herredømme. De forskellige religiøse grene og afarter deraf fandt det grundlag, omkring hvilket de alle var opstået, og Abbu Nillala, en mand, der i to årtier havde stået som en personifikation af kampen for netop dette, holdt en kølig juniaften en buldrende tale for mere end otte milliarder. Han gav dem håb, og han fremhævede deres uheldige situation som netop det, de alle havde ventet på:

“Vore krykker er blevet sparket væk under os,” sagde han, mens verdens øjne hvilede på ham, “og selvom vi vakler på vores uprøvede, svage ben, så står vi dog! Lad os ikke begræde det land, vi taber. Lad os i stedet frydes over den selvstændighed, vi vinder. Vi træder nu ud af barndommens lyksalige uskyld. Fra nu af må vi se verden ved eget lys, og det er på høje tid, at vi tager vort ansvar alvorligt.”

Hans tale blev efterfulgt af en sand kanonering af festfyrværkeri, der illuminerede himlen, som om solen for en kort bemærkning var vendt tilbage til sin fordums glans.

Hvad kun få vidste, var, at Abbu Nillalas tale var en del af en nøje planlagt kampagne, der over den næste generation skulle vænne menigmand af med solen. Der var i al hemmelighed blevet lagt en slagplan, der gjorde det nødvendigt, at den psykiske tilknytning til stjernen for en tid blev brudt.

Talen blev fulgt af diskrete spots om hudkræft og andre ubehagelige bivirkninger af solens stråler, og allerede efter et par år kunne effekten spores. Det var, som om ordet “sol” ikke længere udelukkende refererede til noget positivt, og målinger af folks ubetingede reaktioner viste, at de reagerede på billeder af himmellegemet ikke nødvendigvis med ubehag, men dog med en vis reservation.

Og i al den tid blev der arbejdet på sagen. Videnskaben koncentrerede al kompetence i retning af de beregninger, der skulle redde en hel verden, og den ganske industri blev kanaliseret imod den rent praktiske løsning. Det var det projekt, der ville sætte standarden for alle fremtidige projekter. Et kapløb med tiden og de fremmasende ismasser.

Endelig kulminerede de fælles anstrengelser med de ufravigelige astronomiske bevægelser. Sonder havde nu i firs år gennemscannet galaksen på kryds og tværs for objekter af en tilpas størrelse. Og nu var tiden inde.

Det var Selena Verne, professor i makrokosmisk mobilitet, der som leder af projektet først blev gjort opmærksom på, at det var nært forestående. Hun sov da tungt i sin store, luksuriøse lejlighed, som hun udelukkende kunne have for sig selv på grund af den fremtrædende stilling, hun optog. Hun havde fået gjort sig selv uundværlig og kunne derfor ind imellem tillade sig at stille krav, der for alle andre ville være helt og aldeles uhørte. De centrale varmeanlæg, der var placeret overalt i lejligheden, summede tungt som en sværm af hundrede-kilos brumbasser, men krisetelefonen overdøvede dem alligevel, og efter ti forvirrende sekunder var Verne på benene. Lavenergilyset tændtes automatisk ved hendes bevægelser. Det lykkedes hende at skjule søvnen i sin stemme, da hun besvarede den hylende telefon.

“Den er her!” sagde en stemme i den anden ende. Det var en skælvende kvindestemme. Hendes assistent Gaiamaga. Hun lød på én gang ængstelig og begejstret, og Verne kunne selv øjeblikkeligt mærke pulsen stige og sveden bryde frem under pyjamasskjorten.

“Jeg kommer med det samme.”

Administrationsbygningen var placeret inde i den centrale by, hvor ellers kun beboelse var tilladt. Det var en kubisk formet klods uden anden ydre udsmykning end en forfrossen vedbend, der klamrede sig til muren op til anden sals højde.

Som symbol var selve projektet vigtigt, men det var en sag, der blev håndteret af andre steder i andre, mere moralsk opløftende bygningsværker. Her blev der arbejdet, og om facaden så udstrålede håb og morgenduft, det var for så vidt sagen uvedkommende. Sådan var i hvert tilfælde den officielle holdning til deres rolle i projektet, men Selena havde tit i sit stille sind håbet, at nogen ville gøre noget for at peppe bygningen lidt op. Det var meget muligt, at de på projektet var en lille eksklusiv skare, der modsat de fleste andre langsækvatorlinien kendte truslens reelle potentiale, men det betød vel ikke, at de som de eneste ikke havde brug for lidt opmuntring i det daglige. Snarere tværtimod.

Den sonde, de skulle sende afsted, var i virkeligheden et forprogrammeret missil. Den var ladet med en primitiv kunstig intelligens, hvis eneste ønske var opgavens løsning. Lystteknologien var blevet udviklet for under en generation siden, men den havde bredt sig til snart sagt alle maskiner som en optimerende ordning, der drev teknologien til stadig større effektivitet.

Den var allerede ved at blive klargjort, da hun nåede frem. Hendes lange kappe var nusset, og hendes krøllede hår, der var begyndt at blive highlightet af grålig-hvide stænk, stod ud i rummet som uregerlige slanger.

“God morgen,” sagde Gaiamaga.

Den nordlige dialekt, der endnu blev holdt i hævd i alle dele af samfundet, klang tykt og uldent og lagde endnu et element til den tidlige morgen.

“Der er allerede problemer med motivations- drevet.”

Verne lod sig synke ned i sin stol, der som en trone var hævet op over gulvniveauet. Under hende fór forskere og teknikere omkring. Hovedparten var klædt i deres sorte og røde hot-suits, men enkelte havde i dagens anledning trukket i hvide laboratoriekitler. Hun kiggede ned på Gaiamagas åbne ansigt:

“Du ville heller ikke kunne overbevise mig. Men prøv at øge Fællesskab og Opofrelse.”

Gaiamaga nikkede og vimsede væk. På et stort oplyst holografisk kort, der hang centralt i kommandorummet, kunne solsystemet ses som en mængde af små lysende prikker af forskellig farve. Det roterede rundt om sig selv, og set som et hele lignede det et stort ujævnt spejlæg med den rød-violette sol som blommen i midten. Andre himmellegemer viste sig også på kortet: en del mindre kometer og nogle få af en anseelig størrelse, hvis elliptiske baner var aftegnet med tynde stiplede linier. Blandt disse var der en af en særlig størrelse, hvis vigtighed var understreget af en kraftig rød farve. Dens bane bevægede sig forbi planeten i flere tusinde kilometers afstand.

For de fleste betød universets enorme afstande en uoverkommelig forhindring. Kun to ekspeditioner var inden for de sidste hundrede år nået frem til den nærmeste planet; at rejse meget længere end det, var for de fleste blot fantastiske drømme. Men ikke for Selena Verne: det handlede blot om at tænke stort nok. Det var da også et langt stykke af vejen hendes beregninger og forudsigelser, der havde ført projektet dertil, hvor det var i dag. Hun havde knoklet sig igennem barndom, ungdom og voksenliv med det ene mål for øje; at være med til at hjælpe. Drømmen om at se redningen fra den kummerlige frysedød i sin levetid havde fået hende til at forsage familie og børn. Det var selvfølgelig ikke sikkert, at hun ville have fået en børnelicens, hvis hun havde søgt om en. Men alligevel; man kunne aldrig vide, hvordan livet ville have snoet sig, hvis hun havde valgt en anderledes vej.

Hendes faglige præstationer og hendes interne berømmelse ville dog ikke have været mulige, hvis det ikke var for den vision, Abbu Nillalas i al hemmelighed havde fremlagt for verdens ledere for så mange år siden. Den vision millioner uden at vide det havde arbejdet på lige siden. Den vision, der i al sin storslåethed, skulle redde verden. Det blev en lang aften og nat, der gik over i en morgen, næsten uden at man kunne observere det på de monitorer, der gjorde det ud for vinduer. Kaffebordet kørte ind og ud af kontrolrummet uden stop, og atmosfæren var anspændt og urolig. Dette steg kun i takt med, at det røde himmellegeme bevægede sig tættere og tættere på planeten i holosgramgengivelsen.

Ved middagstid næste dag begyndte stemningen at ændre sig. Folk stimlede sammen om skærmene og de holografiske simulationer, og det crescendo af stemmer, der voksede frem, talte om indgangsvinkler, vægtfylde og sprængningsretninger. Missilet kunne ses på monitorerne som en tynd blå pil, der bevægede sig afsted med et spor af stiplet linie i sit kølvand. Den røde plet, pilen bevægede sig imod, blev betragtet ekstra nøje af de mange øjne, som om en visuel effekt skabt af et par pixels kunne sige noget om noget. Snakken steg i styrke. Ind imellem supplerede de snakkende deres påstande ved at vifte med papirer. Andre gange hævede de blot stemmen og reciterede som et manisk mantra, hvad de nu mente om situationen.

Så faldt snakken, indtil den nåede en anspændt hvisken blandet op med nervøse lyde. Da var der et øjeblik, hvor alt blev tyst som graven, og hvor alt i kommandorummet trak sig afventende sammen. Selv de glitrende svedperler, der dekorerede de mange pander, syntes at fryse fast.

En lavmælt melding kom ind over radioen. En lille, skrattende musestemme, der med få ord konfirmerede, at missilet havde ramt sit mål, som det skulle.

En jubel uden lige brød ud. Som en eksplosion, indestængt alt for længe af kulden og den evindelige frygt for fremtiden. Forskere og teknikere dansede omkring i en vrimmel af sort-røde dragter, mens de hujede og råbte hurra. Papirer, huer og vanter fløj igennem luften, og glædestårerne flød frit.

Så fulgte de tre hektiske dage, hvor klodens befolkning blev evakueret ned under jorden til de enorme anlæg, der var blevet bygget under alle større byer. Anlæg så store, at de næsten var som spejlbilleder af de byer, de for en tid skulle erstatte. Anlæg med alle tænkelige faciliteter. Beskyttelsesniveauer, der skulle kunne modstå alt, hvad man havde kunne fantasere sig til. Haver og tropiske skove bevaret i hermetiske økosystemer. Tusinder af stationer rundt omkring den beboede ækvatorring alle indstillet på en effektiv udvindelse af de geologiske ressourcer. Alt hvad der skulle til for at opretholde flere milliarder liv.

Selena Vernes kvarterer var betydeligt mindre end de, hun var vant til, men alle hendes ejendele var allerede fragtet derned, og det hjalp hende til at føle sig mere hjemme. Nu var der bare tilbage at vente.

Nedslaget kom, så man kunne have stillet sit ur efter det. Kometen strejfede kloden lidt syd for den nordlige pol og rikochetterede så som en regn af gnister videre ud i rummet. Chokbølgen kunne føles næsten øjeblikkeligt over hele kloden. Som en konsekvens af nedslaget, og som beregnet ifølge kausalrelationen, tippede sammenstødet planeten ud af sin vante bane omkring solen. Den roterede hurtigere og hurtigere omkring sig selv, mens den som en løbsk tivoli-forlystelse fór indad imod planetbanernes centrum.

Den brede befolkning led naturligvis en del traumer på den regning, men alt var udregnet til punkt og prikke, og indenfor den første dag var der bred enighed om, at alt tegnede til at blive en succes. Planen var sat i værk. Kursen var sat, så hele kloden indenfor et årti ville passere venstre om solen i en afstand, der var en ottendedel af, hvad planeten siden sin svovlombruste barndom havde været vant til. Og så snart de påny blev indfanget af solens tyngdefelt: Det nye Kredsløb.

Hvor præcis det gik galt, fandt man ikke ud af. Et eller andet sted havde nogen forregnet sig. Det kunne have været én ud af millioner af mulige decimalfejl begået indenfor de sidste firs år. Der var en uges tid i den kritiske fase, hvor de mest optimistiske endnu turde håbe, at kursen ville bøje af.

Men én lille tastefejl i den tidlige programmering, et lille nul for lidt, og det var nok til at de skød forbi solens tyngdefelt. Det ville tage dem en evighed at placere skylden. En evighed, mens de hvirvlede igennem det kolde, mørke univers.

Og sådan farer de endnu afsted. Uvidende om verden udenfor. Den planetariske friktion har varmet kloden op i en grad, så næsten al den underjordiske verdens energi går på en nedkøling af samtlige byer og udvindingsstationer. Overfladen er hærget af glohede storme, og alt derpå er enten dødt eller døende. I planetens spor følger et bredt bælte af kometer og knuste måner, der er kollideret med planeten under dens lange rejse, eller som blot er blevet fanget i dens stadig større tyngdefelt.

Overalt i det civiliserede kosmos, hvor Instant eller bare SemInstant Com. er tilgængeligt, fortælles rygterne om den løbske planet, der tumler afsted med en altødelæggende sky af rummets ruinbrokker hvirvlende omkring sig. Den stammer tilbage fra før den Store Spredning. Dens beboere er de mytologiske forgængere, som man dels ærer, dels frygter. Det siges, at hvis man ser den på nattehimlen, er det et tegn på undergang og død.

Beboerne i planeten, fortæller man, har ændret sig. Efter generation på generation under jorden og under den stadigt stærkere tyngdekraft, er de blevet til svage skygger, der slæber sig afsted i mørket og ikke længere evner at vende blikket opad. De graver sig bare dybere og dybere ned i kloden. I denne blege verden, der er sat helt og aldeles udenfor tiden, er deres tanker heller ikke som før. De er tomme og håbløse, og alt, hvad de sanser, er svage glimt af formler og sinuskurver, hvis meninger er ligeså livløse, som de selv er. Og de vil leve videre til evig tid, siger man, omend mere af instinkt og vane end noget andet.