Stauns-bundet!
Jens Smærup Sørensen tager fat i den store historie om landlivets atomisering, personificeret ved landsbyen Staun. Han skriver villele* om sin ganning* med stor vissing*.
Af Kristian Handberg, Haurum
Snakker man nutidig agrarmodernisme, snakker man Jens Smærup Sørensen (1946, Staun). Den mere kritisk roste end alment kendte forfatter har tre årtiers nyrealisme bag sig, og har mere end almindelig forkærlighed for at fokusere på dansk provins, eksakt og nøgternt og med en tematisk investering fra den store realismetradition, kombineret med moderne sprogbevidsthed. Nu har han udsendt noget af et hovedværk med sin første rigtige roman siden Kulturlandsbyen (1996), med Mærkedage, der må siges at være en kondensering af hans ønske om at fortælle historien om landbosamfundet og moderniteten.
Romanen Mærkedage, med undertitlen En Historie, handler om menneskene i den himmerlandske landsby Staun fra 1930 til 2005, et tidsrum, der skulle ændre Staun og resten af verden betragteligt. Personerne er hovedsagelig fire-fem generationer af familierne Godiksen og Lundbæk, der bebor gårdene Bisgaard og Christiansminde, der dominerer landsbyen og er dens tanke og handling. Disse møder vi gennem skildringer af mærkedagene, de store fester, der markerer, at livet går, som det skal. Det er en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårsdag i 2003. Personerne, der deltager i flere af disse, bliver hele liv ældre, og det er ikke så lidt generationshistorie, vi får over suppe, steg og is!
For at det ikke skal være for ligetil, er historien skåret op i afsnit, der kronologisk er blandet, så glimt fra de forskellige år sammenstilles. Det er ligeså meget en tekstsamling som en roman, og Smærup Sørensen kendes da også i høj grad som novellist og kortprosaist. Denne form giver ikke illusionen af forkromet overblik og umiddelbar adgang til de historiske forandringer. Det er snarere en form for afspejling af erindringsproces med ilagte refleksioner over, hvordan historien overhovedet kan annammes. Af natur synes Mærkedage også at være en hybridroman med blanding af lokalhistorie, personlig historie og fiktion, besnærende overlappende.
Den er vidnets litteratur, idet de sidste, der har oplevet den gamle bondekultur, snart er uddøde. Derfor anvendes gamle himmerlandske gloser også flittigt, heldigvis med ordliste, så vi kan afkode ord som mandvolm (stridslysten), hubav (fy for pokker da) og rålling (gammelt stuehus). Smærup vil give dette mæle en sidste gang og behandler den største forandring i livsførelsen i provinsen, en livsførelse der næppe findes mere. For kort sagt går hele den gamle landbokultur under og eksisterer kun på gamle fotos. Den store kulturrevolution har sit vendepunkt i 1960, hvor landboerhvervet ikke længere er det største og ”landsbyen må vige sin plads som den vigtigste by i landet”. Nu kan alle rykke ud og ind af landsbyen, og der er ingen faste pladser længere. Enhver bliver sin egen lykkes smed, samtidig med at det kollektive ansvar går fra byens indbyggere til offentligt anonymt system. Livsmulighederne er radikalt anderledes og med friheden og selvrealisationen følger også rodløshed og fremmedgørelse. Denne svada er nok hørt før, men er her personificeret og skildret gennem personkredse, der giver forførende virkeligt kød og blod bag.
De gamle følte sig som byen, og drev de den vel, havde de fyldt deres plads i tilværelsen godt. Patriarkalsk og fastsat kan det være, så sønnen Peder må stikke til søs fra sin fars allestedsnærværelse og ender som flyverhelt under krigen, inden han dør under en flyveopvisning på Ålborg flyveplads i 1953. Den flyveplads Hans Peter Selvbinder, gift med Maren Med Røven, har været med til at bygge for tyskerne under krigen. Historierne blomstrer og binder sig ind i hinanden, og henviser til flere, der ikke bliver fortalt. Hermed får man virkelig et spind af overleveringer at leve sig ind i, svarende til familiernes slægtstavler, der belejligt er trykt på omslagets flap.
Der er i høj grad tale om en mentalhistorisk skildring. Folk tænker og gør radikalt forskelligt i forskellige tidsaldre og kan ikke tænke sig andet. Lever efter helt forskellige rationaler. Derfor kan man ikke have illusioner om at geninstallere fortiden. Den går dog igen i personerne, hvor moderniserede de ellers er. Som et ”Stauns-bånd”, kunne man sige. Dette udtrykkes mest gennem bondeakademikeren Søren Lundbæk, født samme år som forfatteren selv i 1946. Det er hermed besnærende ligetil at se Mærkedage som en nøgleroman, ja den sanddruelige historie om Staun ved Limfjorden. Det må man vidst kontakte lokalhistorisk arkiv på de kanter for at finde ud af. Et kapitel ”Litteraturhistorie” fremlægger den håndfuld optrædener, Staun har haft i litteraturhistorien. Tordenkalven, udødeliggjort af Johs. V. Jensen, var her, og Johan Skjoldborg, Jakob Knudsen, Christian Bartholdy (den indremissionske stridsmand kaldte Staun ”et halvhedensk udsted!”), Hans Kirk og Knuth Becker kan tiltænkes en forbindelse. Men Stauns egen forfatter (ud over J.S.S.) C. Staun (f. Lars Christian Poulsen) tager sig store friheder i sine ellers så detaljerede beskrivelser af byen. Så hvad skal vi tro om historien i Mærkedage?
At det er en vældig roman, Smærup Sørensen har begået! Så præcist sanset og zoomet og storslået i sin vidtløftighed. Og mange vil nok føle sig berørt og kaldt i kontakt med den kollektive hjemstaun. Hvor det vrimler med letkøbte fortællinger om provinsialisme som i Morten Korchs dage, tager Smærup Sørensen fat og giver provinsen den mærkedag, den fortjener. Og dyrk de kapitler om ”Suppe”, ”Steg” og ”Is”!
Fakta
Jens Smærup Sørensen
Mærkedage
Gyldendal
426 sider, 299 kroner
Noter
* fremmeligt, dygtigt.
* ønskemål, yndlingssag.
* evne, forstand.
