visir-online.dk

VISIR tog glædeligt imod invitationen, da Århus Filmfestival inviterede til pressemøde. De to forlegne og malplacerede reportere gengiver i disse spalter deres oplevelser og tanker, der i en påtaget, digresserende stil bestræber sig på at være David Foster Wallace’sk. Desværre er vores opsætningsredaktør ikke lige så gavmild med fodnoterne.

Af Mads de Wolff, Litteraturhistorie og Lise Nygaard Christensen, Litteraturhistorie

Det er helt tydeligt, som man passerer de læderstiletter, der på allernydeligste facon står til udstilling i pornobutikken på Nørre Allé. Det kaldes Etikette. Stimmung. Distinktion: vi mangler cottoncoats. Det ved man som belæst æstet udmærket, som man sjosker gennem tirsdagens regn. Dan Turélls navnløse jeg-fortæller i Mord-serien bar en sådan journalisthabit. Også Philip Marlowe idet han forførte boghandleren i The Big Sleep. Det er underordnet, at Raymond Chandlers fortæller slet ikke var journalist. Pointen er nemlig, at som vi tropper ukoordineret op i vores daglige kluns, der i øvrigt skriger ÆSTETISKE FAG(1) , er vi måske lidt nervøse for at stikke ud. At være udenfor tid og sted; at blive opfattet som et par unge, studentikose nasserøve, der kun tropper op, fordi der i presseindbydelsen lokkes med gratis mad. En sådan selvbevidsthed kan ikke være godt for bestræbelserne på at følge den strenge, objektive journalistiske protokol.

Selv om gratis mad og drikke selvfølgelig er tillokkende – især set i lyset af Statsbibliotekets uhyrlige priser for en simpel tunsandwich – så er der nu også en reel interesse bag vores besøg. Nok findes der frynsegoder ved frivilligt arbejde, i dette tilfælde den herlige fornemmelse at se sit eget navn på en indbydelse med en nydelig font i et gennemført layout, men frivilligt arbejde drives nu en gang af lyst og et godt hjerte. Undertegnede skribenter nærer da også en stor interesse for film samt en kærlighed til alle de æstetiske miljøer i Århus. Det er derfor, vi er her: for jer og for os selv.

Og VISIR har vel også en række public service ’forpligtelser’. Som Kasernens Studenterblad består vores pligt jo netop i at informere om de ting, der vedkommer vores læsere. Og Århus Filmfestival, forklarer Karen Rais-Nordentoft, den kunstneriske leder af filmfestivalen, er netop en ”gave til Århus”. Den er gratis og der er i år flere fremvisningssteder end nogensinde. Man kommer vidt omkring, ”Fra Spanien til Odder”, siger man med henvisning til svømmehallen og den mærkelige østjyske by, hvor der også er filmfremvisninger. Men frygt ej, unge kasernit, for de fleste tilbud foregår i selve byen, typisk i Øst For Paradis, fortæller vores press kit. Yay! Vi har gjort os fortjent til et press kit!

Men rolig nu. Vi skal først forbi erotikbutikken og ind af Øst For Paradis’ døre. Hoveddøren står let på klem; åben, men kun for de inviterede og indviede. Det er os. Er Sal C på stueetagen eller første sal? Vi følger duften af kaffe. Vi træder ind i cafeen, hvor vores email-kontakt, PR-ansvarlige Maja Egelund, står smilende klar. Der står lækker dobbelt op klar, som vi vinkes inviterende over til. Ved hende står en høj, mørkhåret kvinde og snakker i telefon. Bag dem er salen, og der høres buldrende lyde derindefra. Jeres korrespondenter indser, at vi er forsinkede, griber en kop kaffe, undskylder forsinkelsen og skynder sig at bevæge sig mod salen. De søde damer stopper os og forklarer, at de blot roder med teknikken og at vi bare skal sætte os og slappe af med lidt økologisk kaffe.

Forlegne sætter vi os ned. Vi får uddelt den førnævnte mappe med flyers, program mv. og kigger dem igennem. Det er nydeligt og overskueligt – og man føler sig udvalgt, speciel, som man bagefter vader igennem byen med mappen under armen (2). PR-arbejderen Maja er tidligere Kasernit fra Kunsthistorie og Dramaturgi. Med et halvt øre kan man høre dem snakke. Der er småtekniske problemer. Stiften er allerede kommet, og JP skulle, forhåbenligt, være på trapperne. Vi kigger os rundt. Vi er faktisk de eneste, foruden biografen og festivalens ansatte, der er til stede. Lidt undervældende. Men kaffen er god. Bedre med lidt mælk, faktisk også for de af os, der ellers sværger til ’Black Power’.

Lidt efter bliver vi kaldt ind i den hyggelige biograf. VISIR sidder på forreste række, Stiften bag os og JP allerbagerst. Det er tilfældigt, men alligevel er der lidt hierarkisk, skolegårdsstemning over det. Karen Rais-Nordentoft påbegynder sin velkomstintroduktion og skribleriet starter straks. Festivalen viser kort- og dokumentarfilm. Filmene er udplukket med det formål at være udfordrende. Modsat tidligere år – dette bliver 13. år – har man forsøgt at sammensætte et tematisk set mere stringent program. Man har et særligt fokus på miljø, på magt, forbrug, pengeverdenen, jyske film… så mange temaer, at det store tema forsvinder igen.

Under temaet ’pengeverdenen’ kan man blandt andet se dokumentarerne Let’s Make Some Money og Enjoy Poverty. Det sidste ord udtales helt skævt, men Karen ser sød og engageret ud, som hun fortæller om, hvordan filmen sætter et spændende og originalt lys på Afrika og nødhjælp. Og straks slår det VISIRS udsendte, at Karens nydelige, men avancerede sweater med dets varme rødvinsfarve fuldstændig matcher biografsædernes farver. Planlagt? På Kasernen lærer vi jo at analysere kunstværker, som om alt var tiltænkt til tolkning. Og Karen, du er tænkt helt igennem.

Tematikken bliver formelt fremført i to forskellige genrer, nemlig kortfilm og dokumentarer. Af fiktive kortfilm præsenteres der finsk videokunst, belgiske antifilm og endda dansefilm. I dokumentargenren inviterer Århus Filmfestival bl.a. til film om senegalesisk hiphop-kultur, med tilhørende koncert. Der er også verdenspremiere på Aage Rais-Nordentofts dokumentar ”AFVIST” om irakerne i Brorsonskirken. ”Endnu en Rais-Nordentoft”, tænker den opmærksomme læser. Sikke en filmglad familie! Er de mon søskende? Legede de sammen med deres kamera i barndommen? Sandheden slår jeres mandlige korrespondent sidst og gør desto mere ondt: de er gift.

Lad os sætte scenen for jer. Under præsentationen af én af Afrika-filmene bliver der slynget sætninger, med flere indforståede filmtekniske termer. Man lader sig forstå, at der er foregået en del ”uden om filmens diegese”. I samme omgang kan VISIR også præsentere morsomme citatbrudstykker. ”…en så banal sygdom som skedesvamp”, overhøres. Mens vi kigger de sjuskede notater igennem, gætter vi på, at citatet også henviser til Afrika. ”Diegese”-replikken hentydede i øvrigt til, hvordan én af programmets film havde sat gang i en spændende retsproces. Efter søgsmål på søgsmål, som siden er blevet droppet, stod ’kunstneren’ til sidst tilbage som vinderen kontra den grådige, multinationale koncern. Alt sammen foregik det altså uden om filmens fortælling, eller ’diegese’. 1-0 til kunstneren.
Med til pressemødet hører to filmforevisninger som forsmag på festivalens program. Udvalgt til os i kortfilmsgenren er en såkaldt ”antifilm” af den belgiske instruktør Nicolas Provost, der kan betegnes som en filmisk drillerik (eller, som vi skal se, er der en mere præcis betegnelse: en filmisk narrefisse). En instruktør, som med sin film, The Divers, trækker på seerens mytologiske og filmiske arvegods, tirrer seeren med en enerverende uforløsning, fortæller Karen. Smagsprøve nummer to er en dansk-svensk dokumentarproduktion, lavet af en svensk-italensk instruktør under titlen Videocracy. Herfra følger to deskriptive anmeldelser af årets udpluk.

The Divers (Nicolas Provost, 2006)

At den syv minutter lange kortfilm spiller på vores ”mytologiske arvegods”, som Karen beskrev det, går snart op for en. Som de bedste kortfilm har The Divers et kort, præcist tema, og fortælles lige så tæt. I dette tilfælde går det snart op for en, at der i The Divers spilles på Romeo og Julie, helt specifik den notoriske balkonscene, som med tiden er blevet helt løsrevet fra dens oprindelige kontekst. Scenen har altså lidt mistet selvstændig betydning gennem utallige parodier, referencer, karikaturer eller hyldester. Den ’rigtige’ balkon i Italien har endda opnået sin egen status som offentligt kærlighedalter, besat som den er med post-it kærlighedserklæringer og tyggegummiklatter der mimer kyssets væskeudvekslinger. Balkonscenen ligger så indgroet i hukommelsen, på en sådan måde, at man slet ikke behøver italesætte, hvad den handler om, betyder. VI ved det handler om begær, og feminin kokethed. Om erklæring af kærlighed og fremtidens muligheder og tragedie.

Fordi alt dette ligger latent, kender man skematikken så snart protagonisterne i The Divers træder ind på lærredet (3). Teknisk set benyttes der en grumset, digitalkamera stil, men hvor farverne er yderst udtryksfulde. Filmen begrænser sig til et klip; one-take, som man siger. Handlingen er simpel: kvinde står på balkon. Mand træder nærmere. De rykker langsomt tættere, men trækker sig så fra hinanden igen. I baggrunden eskalerer og eksploderer et stort show med fyrværkeri. De er tæt på hinanden, men kysser aldrig hinanden. Til sidst forlader manden den smukke kvinde på balkonen, spændingen helt uforløst, som seeren, der måske havde forventet forløsning i form af et kys.

Så, siger De, der sker altså overhovedet ingen ting i filmen. Jo der gør! Der sker noget hele tiden. I de syv minutter er der hele tiden noget at kigge på, at fortolke. Der er tvetydigheden i tøjet. De er klædt i moderne, men alligevel lidt tidsmæssigt tvetydigt tøj. Fra mit mandlige synspunkt virker det til, at kønsrollerne er en smule omvendte. Manden træder nærmere på kvinden, men alligevel virker det til, at det er ham, der er mest tilbageholdende og koket – kvinden er den første som træder rigtig tæt på. Så er der den yderst ekspressive støttemusik. Sammen med fyrværkeriet, som lyser protagonisterne op i forskelligt lys, udtrykkes der meget mere end ord kan gøre på syv minutters dialog, for filmen har nemlig ingen dialog. Ansigtsudtryk, musik og fyrværkeriets multifarvede oplysning udtrykker karakterernes sindsstemning.

Lidt strøtanker som læseren kan tage med i biografen, når han eller hun selvfølgelig går ind og besøger Århus Filmfestival.

Et, næste gang man skal anmelde en film i en mørk biograf, skal man huske at medbringe én af de små, praktiske lygter.

To, var fyrværkeriet ægte eller computerlavet? I TV-serien 30 Rock beslutter en karakter, at et fyrværkerishow er lige, hvad der skal til for at redde seertallene. Det skaber terroragtig tumult i New York, hvor serien er sat, da ingen selvfølgelig havde forventet en sådan larm. Og så tænker man: hvis fyrværkeriet i The Divers var ægte, skabte det så lignende postyr i den smukke, belgiske by (Brügge?) i baggrunden? Just askin.

Tre, har The Divers en lykkelig eller ulykkelig slutning? Som i Shakespeares stykke er der stor tvetydighed i afslutningen i denne meta-fiktive leg med seeren. Det er uforløsende, at parret aldrig kysser. De, og vi, forbliver uforløste, fordi de aldrig kysser. Men set i lyset af, hvordan det endte for Romeo og Julie, var det måske godt at deres moderne og kyniske modparter aldrig kastede sig ud i sådan noget roderi. Omvendt var det selvfølgelig de to elskendes selvmord og ofring, der bragte de to familier sammen og endte fejden…? Uh, Provost, din drillerik.

Videocracy (Erik Gandini 2009)

For at blive i Shakespeare terminologien kunne man passende sige om Gandinis Videocracy, at ’there is something rotten in Italien television’. Hos italienerne er der til forskel fra The Divers nærmest ikke det, der ikke bliver løst op for. Filmen indledes med en eksplosion af barmfagre husmødre og ungmøer der stripper til quizshows, danser sensuelle sekvenser mellem studieværternes bevingede ord, så det italienske publikum hele tiden er stimulerede, både på den ene og den anden måde. Denne fremvisning af balder, deller, fjerboaer, afbleget hår og strålende tandsmil, kontrasteres af den meget suggestive dystre musik der præsenterer titlen og tematikken.

Videocracy = den lystfikserede ækvivalent til demokratiet, hvor ønsket om at komme på skærmen er stærkere end alt andet. En skærm der bogstaveligt talt ejes af Silvio Berlusconi, Italiens præsident og tv-matador. En evigt storsmilende, til tider bandanaklædt herre der, som rygtet lyder, flirter med de 16-årige og lever sit liv som han styrer medierne, ved et kalejdoskopisk orgie af rigdom, kvinder og farver = det vidunderlige liv. Som han selv kommenterer, har han opnået alt han har stræbt efter her i livet, ved at have det ’sjovt’, og folket elsker ham for det.

Filmen giver et vanvittigt portræt af samfundets medieliderlighed, eksemplificeret ved den 30årige arbejder der drømmer om at blive den nye Van Damme møder Ricky Martin – en martial arts latino lover. Tvproduceren Lele Mora der håndplukker unge talenter og installerer dem i sin hvid-i-hvid villa på Sardinien, og har en fascistisk hymne som ringetone. Corona, den selvudnævnte Robin Hood, der med en hær af paparazzier underminerer de kendtes perfekte facade, blot for selv at udnytte sin berømmelse på tv, ved at sælge totalt ud af alle sine ’påståede værdier’ og i stedet score kassen ved afpresning, image prostitution og hykleriske besøg ved mordsteder for at skrabe så stor en tvdækning som mulig til sig.
Og sidst, men ikke mindst, den imponerende horde af unge kvinder der drømmer om at blive en ’velina’ – den evigt tavse, men utroligt hotte tvdanser, som scorer den rige fodboldspiller – en drøm stor nok til at finde sig i at blive vurderet i stormagasins talentshows, på sammen måde som man vurderer kreaturer. Det er afsindigt, det er chokerende, det er underholdende, det er så absolut seværdigt!

Fodnoter

1)   Mads er klædt i slidte, semistamme cowboybukser, blåhvid-stribet Paul & Shark skjorte, samt blåhvidt-mønstret pandebånd; Lise er klædt i sort vintage kjole, en slidt og elsket grå Won Hundred cardigan og sorte satin sneakers. Gademode.dk stoppede os ikke på vejen.
2)   I 7-11 sørger Mads for stolt at lægge mappen til skue på skranken.
3) Det hjælper, naturligvis, at Karen har hintet til den intertekstuelle forbindelse i sin introduktion.

Århus Filmfestival - imagine.reality kører fra d. 12-15 november.
Tjek programmet her