Talkumekspres mod himlen
- fra kaos til orden
Af Kasper Kaufmann, Litteraturhistorie
Især i Indre Missionske kredse verserer en børnesang: ”Vil du mig ind i toget op til himlen?/ Prisen er at sige ja til Jesus” Simon Grotrians himmelfart er præget af op- og nedture, og det er ikke sikkert at Jesus får sit ”ja”.
Grotrians digtsamling Talkumekspressen er delt op i fire afsnit. I det følgende vil jeg kort gennemgå de vigtigste motiver i de respektive afsnit, der af form er meget forskellige, men som rummer flere tematiske lighedstræk, end man umiddelbart skulle forvente.
Første afsnit rummer 24 piktogramdigte, der alle ledsages af en overskrift eller en tekstkommentar, der tjener som introduktion til digtene. Undtagelsen hertil er åbningsdigtet, der består af fire bogstav-grupper. To med A’er og to med B’er som er ordnet diagonalt i forhold til deres relative modstykke. Digtsamlingen åbnes altså med alfabetets første medlyd og første selvlyd, en åbne- og en lukkelyd, hvorved der tegner sig et sprogligt motiv, som viser sig gennemgående for samlingen. Det er imidlertid fraværet af øvrige bogstaver, der er mest interessant, idet der i tomheden mellem de fire bogstavgrupper viser sig en tydelig korsform i sidens hvide flade.
Lydlighedens gestus fra første digt tegner en gennemgribende dikotomi i piktogramdigtene, der således åbner for et spændingsfelt mellem binære modsætningspar; åben/lukket, sort/hvid (skrift/ikke-skrift) og liv/død. Modsætningsmodellen ses tydeligt i sammenhængen mellem den hvide flades korsform fra første digt og digtet ”Kirkegården uden mig”, der er opbygget af ”+”’er i en regelmæssig firkant af 25 x 16 tegn med den væsentlige undtagelse, at man, der i tegnfirkantens hjørne, hvor man skulle forvente det 375. ”+”, blot finder en tom plads.
Når jeg ovenfor taler om digtet ”Kirkegården uden mig”, er det ikke nødvendigvis fordi, dét er digtets titel, men fordi det er digtets ”følgetekst”. Ved følgetekst forstår jeg, en art overskrift som nogle gange står over digtet, ligeså mange gange under digtet og i enkelte tilfælde er skrevet ind i piktogrammets udformning. Det er disse følgetekster, der så at sige berettiger selve piktogrammet som sådan. Uden følgetekster ville digte som ”Saturn” blot være bogstavet ”ø”, eller ”Nissen står på hovedet” kun et ”V”.
Ø’et og v’et står for endnu et eksempel på modsætninger. Nemlig tegnenes skarpe former i kontrast til de runde. Grotrian arbejder helt tydeligt med metaforiske associationer, således tegner *’er, i en nedadgående diagonal, iskrystaller, mens ”o”’er bliver til kugler på en kugleramme eller til bobler. Tegnene er endvidere inddelt i ordnede eller kaotiske mønstre, der også fremstår som skarpe eller afrundede. Formerne står oftest som en modsatrettet gestus med hensyn til italesættelsen af følgeteksternes indhold, der kommer til at fremstå som refleksion og kritik (?) af en kristen guddommelighed. Det drejer sig om digte som ”Sneglens himmelfart”, ”Jomfruforbarmelser ud over ishimle”, ”Englerive” og andre.
Talkumekspressens hoveddel udgøres af bogens to midterste dele, der er mere traditionelt opbyggede. Hvilket vil sige, at de består af relativt sammenhængende ord og strofer. Ofte har digtene titler, og så er der tale om længere sammenhængende digte, men ind imellem står digte uden titler, der er bygget op som af fragmenter.
I bogens andet afsnit er fire af de digte, der er forsynet med overskrift, ydermere behæftede med dedikationer til henholdsvis Ole Wivel, Tove Ditlevsen, Amalie Skram og Herman Bang. I øvrigt uden at det klart fremgår hvorfor. Men den slørede klarhed står som en art leitmotiv for Grotrian, der selv når formen er mest prosaisk, komponerer digte af brudstykker.
Formen er, som det fremgår af bogens første del, ikke nødvendigvis, hvad den giver sig ud for. Digtet ”Jodtagfat”, som er dedikeret til Amalie Skram, lyder således:
Du fælder din buk/ mellem salen og vognen/ en himmel fik liv/ da du plantede hælen i hvepsenes tinding/ af klirrende kopper/ en sprængt atmosfære/ har sløjfet forløsningen/ åndedrætsøvelser/ spænder din flitsbue/ endnu engang/ du lod håndklædet slingre i tekolde frakørsler/ ribs under tøjlerne/ blotter Hieronimus/ buskene sejler/ som hjernehalvdele/ de faldne gudinder/ har skrevet på gråmuren/ søstrene knejser/ på børnenes føl/ du har henvovet natten/ med rasputinslørhaler/ kragerne stiger/ og øjnene ruller/ i livet i klassen/ du vender/ de samlede bind.
Ordet ”du” optræder som sætningsindleder tre steder i digtet. Disse steder udgør en strofisk inddeling, der endvidere underbygges af det forhold at metret ændres i ”du”-sætningerne. En gestus der peger på digtets tydelige tiltaleform.
Dedikationen og formen arbejder sammen i en kiastisk figur, hvor læseren på den ene side ser sig tiltalt, men på den anden side overværer en metapoetisk kommentar til den afdøde Amalie Skram, hvor der ikke spares på sublimeringsmotiver. Igen er den klassiske dikotomi mellem liv og død på færde. Det er spændende at Grotrian formår at inddrage læseren i dikotomien som den levende part med den afdøde kunstner som modstykke. Samtidigt bliver forfatterens egen rolle til medie for formidlingen mellem kunstner og kunstmodtager. Grotrian formulerer gennem poesien læserens kommentar til kunstneren. Resultatet er en svimlende tautologi. En mis-en-abyme der konstant veksler mellem op- og nedadrettede bevægelser. Ordvalg som ”sløjfet” eller repetitionen i ”åndedrætsøvelser” understreger billedet, der klæder det overordnede tema.
Bogens fjerde del består af fire digte med fire strofer af fire vers. Tværsummen af samlingens dele, delens digte, digtenes strofer og strofernes vers er seksten. Afsnittet indeholder altså seksten strofer. Hvert digt rummer seksten vers. Disse talmæssige forhold i relation til det gennemgående metriske mønster; V-V-V-V-V-(V) kombineret med enderim i aabb- eller cddc-mønstre vidner om gennemtænkt formfuldenthed.
Tallet fire står i en traditionel kristen talsymbolik for de fire hoveddyder. I en klassicistisk tradition forbindes tallet med grundelementerne. Under alle omstændigheder står tallet receptionshistorisk for orden.
Det går således næppe for vidt at påstå, at Talkumekspressen på et form-mæssigt niveau blot og bart tegner en bevægelse fra kaos mod orden. Imidlertid er det også åbenbart at samlingen på et semantisk niveau tegner et spændingsfelt til formen med sublimeringens metapoetiske vokabularium. Det er i dette spændingsfelt Talkumekspressen henter sin store styrke. For der er tale om stor styrke i denne samling, der ganske vist må vurderes som en helhed eller et samlet værk.
I min anmeldelse har jeg udvalgt eksemplariske brud af en værkflade, der ikke tåler at blive skilt ad. Værkets kohærens skal ikke ses som en svaghed. Tværtimod bør kohærensen mellem kaos og orden ses som lidt af en genistreg, når blot man som læser holder sig for øje, at samlingen snarere end de enkelte digte udgør værket.
Værket rækker ind i himlen, og til tider rækker himlen tilbage. Spørgsmålet er blot, hvorvidt talkum kan betragtes som englestøv.
Simon Grotrian
Talkumekspressen
Borgen
78 sider, 175 kroner
