Terrorismens ansigt
Af Jesper Moll, Litteraturhistorie og europastudier
Rushdie hører til de tunge drenge – sådan helt bogstaveligt. Her er ikke noget med anæmisk samtidslitteratur, der ikke tør give los og træde på fortællerpedalen. Han har flere gange bevist, at han hører til i litteraturens superliga, og at hans særlige variant af romanen formår at jonglere med liv og død på trods af de sprudlende og næsten overfyldte sider. Da hans sidste roman, Raseri, udkom, var kritikere efter ham for hans nye, anderledes stil – men her i Klovnen Shalimar er han tilbage i den gamle gænge fra de tidligere storværker Midnatsbørn og De sataniske Vers.
Romanens form min der om den mexicanske instruktor Inarritus nyeste film Babel, hvor begivenheder på kryds af geografien hænger sammen og influerer på hinanden på uforudsigelige og komplekse måder. I romanen bliver geografien udstyret med en tidslig dimension, så det for at forstå en enkelt hændelse bliver nødvendigt at folde en fortælling ud i tid, der har tråde til Alsace, USA, Strasbourg og, ikke mindst, Kashmir. Det omstridte område ved Himalayas fod er det rushdieske paradis. Det var det i hans gennembrudsroman Midnatsbørn, og det er det igen. Det er her, der flyder med honning, og ferskentræerne blomstrer midt i en kultur af tolerance og frisind. Muslimer og hinduer lever side om side i dalen, hvor gamle traditioner for kunst og kultur udøves med respekt og værdighed uden skelen til middelmådige kapitalistiske interesser. Rushdies beskrivelser er måske ikke helst så smukke som i åbningen af Midnatsbørn, men de får i kraft af deres aktualitet en stor kraft: Det handler ikke kun om et konkret problem, om grænsedragning mellem Indien og Pakistan, men om kulturkonflikter og –kriser generelt.
Boonyi og Noman (den senere Shalimar) forelsker sig på tværs af religioner, og på trods af udefrakommende protester står landsbyen sammen om at forsvare de tos kærlighed. Men der går ikke længe før paradiset er truet: den amerikanske ambassadør i Indien får et godt øje til Boonyi og installerer hende i en lejlighed i Delhi langt væk fra landsbyen. Noman tilgiver aldrig Boonyi hendes svigt, og det, der i første omgang er et mikrodrama, bliver sat ind i et større perspektiv, hvor aktørerne ikke længere er landsbyboere, men stormagter, ideologier og mørke kræfter udstyret med AK-47’ere og andet godt.
Romanens fire dele bærer hver især navnet på en af romanens hovedpersoner, og igennem deres historier får vi efterhånden sammenstykket baggrunden for Shalimars brutale nedslagtning af Max på åben gade i L.A. foran Indias (Max’s datter) dør. På den måde nægter Rushdie enhver simpel og enstrenget fortolkning af terrorismen. Der er et ansigt og en person bag enhver terrorhandling, og det er den historie, han forsøger at fortælle. Terrorens gru fastholdes igennem hele romanen og forfatteren insisterer dermed på en fordømmelse af handlingerne – og gruopvækkende scener er der nok af. Men samtidig insisterer Rushdie på at for at forstå terrorismen, er det nødvendigt at kigge om bag facaden og få et glimt af den skæbne, der ligger bag – selv når det drejer sig om terror.
Kombinationen af Rushdies tunge fod på fortællepedalen og romanens terrormotiv skaber til tider en modstand i læsningen. Efter at have været vidne til et tilsyneladende umotiveret mord, står de efterfølgende paradisbeskrivelser og blomstrende persongalleri hen som drømmende og naive. Men sammenstillingen har den effekt, at de spænder de to sider af Shalimars person, der er romanens ambition at beskrive, ud i en stærk og produktiv modsætning. Terroristen og mennesket Shalimar står i den grad over for hinanden i fortællingens begyndelse, og fortællingens succes hænger netop sammen med læserens overgivelse til fortællingen og accepten af, at begge sider har plads i Rushdies univers. Terroristen er i romanen ikke en ”NoMan” på trods af sit navn (Noman Sher Noman), men et menneske, og det er netop derfor, vi kan dømme ham.
—
Salman Rushdie
Klovnen Shalimar
Gyldendal
416 sider, 299 kroner
