Togesnak
- tanker og beretninger fra alverdens togkupéer
Af Jeppe Naur, Hasle
Da Carsten Niebuhr en dag i november 1767 med et kækt bonjour! arriverede i København medbringende sine rejseskildringer under en godt solbrændt arm, var det i sand- og helhed en imponerende bedrift. For det første havde han som den eneste af seks ekspeditionsmedlemmer overlevet den farefulde og strabadserende udflugt til Arabien, og for det andet havde han med en utrættelig ihærdighed nedfældet alle sine oplevelser i sine rejsedagbøger, så de kunne blive præsenteret for den danske samtid, der ikke selv havde mulighed for at drage på eventyr.
Kristian Ditlev Jensens essayistiske rejseskildringer er imponerende på en helt anden facon. De deler den Niebuhrske nysgerrighed og er samtidigt sansende og har i særdeleshed øje for den gode detalje undervejs. Men formålet er i dag et ganske andet. Rejseberetningen præsenterer ikke ukendte steder og befolkninger for læseren, der til daglig i overflod bliver præsenteret for den slags i fjernsynet. Til gengæld giver den en forbandet lyst til at snøre vandrestøvlerne og selv komme på farten.
At Kristian Ditlev Jensen ikke selv har snøret sine vandrestøvler, er så en anden side sagen. Næsten alle hans iagttagelser bliver nemlig gjort på behørig afstand af virkeligheden, da han oplever verden set gennem ruden i en togvogn. Og da han kører igennem noget af verdens værste slum i Sydafrika, er denne rude tilmed skudsikker.
Bogen er opbygget på baggrund af en række togrejser foretaget over otte måneder i 2005 og 2006. Jensen er på dette tidspunkt blevet bestilt til at lave en række rejsebeskrivelser fra alverdens ekstreme togstrækninger for Ud & Se, og alle kontinenter (på nær Antarktis) bliver besøgt. Undervejs nedfælder han sine betragtninger med en Cartier-fyldepen i en stor, sort notesbog.
Da denne rejseform ligesom fordrer, at begivenhederne kommer forbi togruden, før de kan blive beskrevet, er bogen også præget af en vis kedsomhed. Forstå mig ret, bogen er ikke kedelig, men undervejs bliver der også brugt godt med plads på at beskrive medpassagerer og på essayistisk filosoferen over alverdens emner. For eksempel kommer han i Italien til den konklusion, at en god tekst – ligesom en god tomatsovs – kræver tid. Den tid findes i overflod i togkupéen.
I det hele taget Kristian Ditlev Jensen er bedst, når han betragter sine medrejsende, eller tillader sig at tænke ud over togvognen og banelegemet. Bogens bedste beskrivelse er således af den døve, australske Vietnamveteran Derek, som Jensen deler kupé med på en rejse fra Sidney til Perth. Derek er på mange måder traumatiseret og opfører sig i kraft heraf usympatisk, men alligevel lykkes det Jensen på fornem vis også at skrive mandens gode sider frem.
Knapt så flydende og fængende er teksten dog, da han i Indien på næsten impressionistisk vis forsøger at fange øjeblikket i en underlig (hinduistisk) messende og næsten ukommateret tekst, der hurtigt bliver for meget.
Når alt kommer til alt, er det dog en dejlig bog, nem at læse og nem at blive fanget og inspireret af. En lækker detalje er listen bagerst i bogen over de soundtracks, Jensen har hørt på sin iPod i de forskellige afkroge af verden. Ordene fra Ord i Orientekspressen er på mange måder en pokkers sirenesang i øret, der tilskynder til at droppe eksamen nu og her og i stedet tage på langfart og lege Niebuhr for en stund.
Fakta
Kristian Ditlev Jensen
Ord i Orientekspressen
Gyldendal
193 sider, 199 kroner
