Tvivlere er der nok af
- Vergils død
Af Jakob Holm, Litteraturhistorie
Af alle de forfatterskaber, som spirede i første halvdel af det tyvende århundrede, er Hermann Brochs det, der har fået mindst opmærksomhed i Danmark. Kun Villy Sørensen tog for alvor Broch til sig, hvilket udmøntede sig i oversættelsen af romantrilogien Søvngængerne til dansk fra 1967, en oversættelse, der aldrig siden er blevet genoptrykt. Og nu har vi endelig fået Vergils død, Brochs hovedværk, på dansk, med et halvt sekels forsinkelse.
Det er ikke det store drama, der udspilles i Vergils død. Ikke i det ydre i hvert fald. Romanen starter med indsejlingen til Brundisium, hvor Vergil i selskab med Augustus og som dennes hædersgæst fragtes til byens palads. Herefter følger vi Vergil i hans sidste timer, alene eller i samtale med enten venner, Cæsar eller den imaginære dreng, Lysanias.
At det ydre holdes til et minimum hænger sammen med, at det blot er omstændigheder, der tænkes inden for og fra. Et indre drama. For hovedspørgsmålet i Vergils død er, hvilken rolle kunsten spiller, for samfundet og for mennesket. Om den står i konformismens eller epistemologiens tjeneste eller i en helt tredje.
Lige siden Vergil skrev Æneiden, har der verseret rygter om, at Vergil i sine sidste timer overvejede at destruere sit værk, fordi han af indskydelse eller af et øjebliks klarsyn indså, at han havde gjort sig skyldig i forskønnelse frem for at tjene menneskets sande søgen. M.a.o. en eksistentiel indvending mod den æstetiske overfladebegejstring.
Den problemstilling er alt andet end fremmed for det tyvende århundredes filosofi og litteratur, hvor det i høj grad har drejet sig om at finde et sandt fundament at leve på. At de religiøse myter er brudt sammen, og at tiden følgelig er blevet det sidste taktangivende, er betingelserne, der stilles det moderne menneske; det sidste vilkår er den konstante foranderlighed. Derfor erkender Vergil også, at filosofien og litteraturen er nødt til at tage det bedste fra hinanden og sætte det sammen; filosofiens vovemod til at fælde domme og litteraturens uvilje mod at stille sig tilfreds med nogen dom.
Et sådant samarbejde om epistemologisk progression forudsætter en destruktion af tidligere fældede domme, og det er præcis det, Vergil indser på dødslejet. Derfor skal Æneiden brændes. Fordi liv ikke er liv, hvis døden ikke er indfældet i det.
Det ræsonnement har efterhånden fået banket en hel tradition op, hvor facit på bundlinien altid er intet. Heidegger må nok siges, at stå som fremmeste repræsentant i den tradition, men også Blanchot og Agamben intonerer talen om intet. Desværre holder nuancerne i regnskabet sig groft sagt ofte inden for, hvorvidt intet skrives med stort eller lille forbogstav.
Set i den sammenhæng er Vergils død en forfriskelse, fordi den ikke nøjes med at sige intet, men med en stærkt udtrykt længsel og et insisterende håb tør række ud efter første betingelse som noget, der ikke er gået tabt. Taknemmeligheden over, at verden er givet til mennesket, og at mennesket derfor har pligt til at give sig til verden. Kun ad den vej kan syndsforladelsen gives og mennesket igen blive een i eet med verden.
Brochs roman står derfor i skarp kontrast til mange af samtidens ironiske forfattere. I stedet for peripatetiske vandringer i Dublins gader, og den usagesløse, der vilkårligt hverves til de franske slagmarker, har vi med Vergils død endelig fået en patetisk sengeliggende på dansk. Heldigvis. For tvivlere er der nok af.
Vergils død er ganske vist ikke for litterære grønskollinger, men nogle gange kan det faktisk være sundt at lade teksten svimle for øjnene af en, som det gjorde for mig i store dele af andet kapitel, hvor Vergils drømme og tvivl og syner og tanker glider sammen til uoverskueligt lange sætninger. For hvem siger, alting kan og skal forstås. Det er først ved at gå gennem tvivlen, at troen får plads til at slå rødder. Måske er det derfor, der er så få, som tror. Broch er gud ske tak og lov en af dem.
—
Hermann Broch
Vergils død
Gyldendal
448 sider, 379 kroner
