Udrejser og rundrejser
Jens Martin Eriksen er i sin nye bog Timernes Bro den lærde, men til tider lidt træge rejsende i et sydøstasiatisk landskab, der ligesom Europas er fyldt med folkemord og multikulturelle konflikter. Knap så boglig, men anderledes stor fortællekunst er der at finde i Wolfgang Büschers nye rejsebog, Tyskland, en rejse, der indrammer landets emotionelle geografi.
Af Søren Mogensen Larsen, litteraturhistorie
Nogle må som danske Jens Martin Eriksen rejse helt om på den anden side af Jorden for at kunne fortælle om folkemord, krig og ødelæggelse. Andre som tyske Wolfgang Büscher kan nøjes med at bevæge sig rundt langs sit eget lands grænser og stadig få adgang til den ene fortælling efter den anden om menneskets dæmoniske og destruktive trang.
Eriksen vender i Timernes Bro tilbage til sit favoritemne: folkemord. På disse rejser foretaget i Sydøstasien perioden mellem 1997-2005 reflekterer han bl.a. over dette fænomen, der om noget har karakteriseret det tyvende århundrede.
Bogen synes at bestå af to dele. I den første beskriver Eriksen Vietnam og Cambodja stadig præget af den kolde krig og folkemord samt uoverskuelige forsøg på forsoning mellem bøddel og offer, mens han i anden del skifter holocaustlinsen ud med en optik på moderne globaliserede multikulturelle samfund i Thailand og Malaysia.
Bedst er bogen i starten. Eriksen fortæller og lader også andre komme til orde enten via interview eller nedskrevne beretninger om Vietnams og Cambodjas tragiske historier, der åbner op for principielle refleksioner over folkemordsfænomenet. Med hjælp fra filosoffer som Hannah Arendt, Giorgio Agamben og Zygmunt Bauman samt litterater som Primo Levi, Viktor Klemperer og George Orwell udbreder og italesætter Eriksen de Røde Khmers folkemord til at have en omfattende geopolitisk historie og eksistentiel karakter.
I denne lærde indramning optages denne fjerne og mærkværdige udrensning i folkemordskanonen, og rejserne rundt til ofre og bødler bliver en slags katalysator for Eriksens mentale opdagelsesrejser og belæste vandringer i folkemordets bestialske og banale landskab.
I anden del rejser Eriksen videre til Thailand, hvor han oplever Guy Debords skuespilssamfund fuldt realiseret, når det er det orwell’ske nysprog, der dikterer virkeligheden og myrdede demonstranter til tider slet ikke er døde, og hvis de er, så er det deres egen skyld, og senere bliver disse allerede myrdede endda beskyldt for at have del i flere demonstranters død.
Noget nær en politisk mission aner man hos Eriksen i denne anden del, når han gang på gang understreger, at han ønsker at tilføre den hjemlige debat noget empiri.
Især i Malaysia, der ses som et fremtidigt spejl for Europas befolkningssammensætning, synes Eriksen at få bekræftet sin hjemmestuvede og medbragte tese om, at islam og vestlige demokratier ikke kan leve sammen. Malaysias multikulturelle demografi med muslimer, kinesere og indere i en ofte uskøn og racistisk forening bekræfter for Eriksen at ”der eksisterer en antagonistisk modsætning mellem islam og menneskerettighederne.”
Bedre havde det været, hvis Eriksen havde holdt inde lidt før. For det første kan man stille spørgsmål til, hvorvidt disse interviews om Malaysias racistiske grundlov i virkeligheden er empiriske bidrag til de europæiske samlivsproblemer mellem de forskellige kulturer. Multikulturalismen er uden tvivl en global udfordring, men denne må altid løses lokalt.
For det andet er det som om, Eriksen til sidst ikke rigtig gider mere; som når han bliver hjemme på hotellet og ser (anti)krigsfilmen Jarhead, eller som når han i bogens anden del tilføjer det ene tunge og trættende interview efter det andet. Andre apatiske ytringer som; ”Jeg skriver kun denne sætning som et forslag, man kan forkaste, hvis man vil, evt. viske den ud i denne bog.” vidner også om en opgivende rejsende, der mest af alt bare vil ligge ved poolen og drikke den champagne, som han tilbydes af det mærkværdige og ufrivilligt morsomme amerikanske brudepar.
Eriksen benytter sig til gengæld rigtig godt af rejselitteraturens anarkistiske og fritgående stil. Der er jo i denne genre ingen forudbestemt kontrakt mellem læser og forfatter, der absolut skal overholdes. Eriksen ser sig i stedet fri til, som enhver anden moderne rejselitterat, at sammensætte sin egen stil af interview, essayistik, novellistik, civilisationskritik, reportage, øjenvidneberetning og personlige memoirer om halvfarlige motorcykelture gennem det tusmørke Cambodja.
Anderledes helstøbt er Büschers nye bog Tyskland, en rejse. Büscher foretrækker ligesom i sin forrige bog Berlin-Moskva, en rejse til fods at komme frem via apostlenes heste, men i Tyskland, en rejse bevæger Büscher sig også ved hjælp af mere moderne transportmidler som tog og biler.
Med en symbolsk svømmetur over Rhinen, Tysklands naturlige grænse, starter Büscher ud på sin vinterrejse, der fysisk så vel som historisk tegner konturerne af hans hjemland. Ligesom de lokale historikere han møder undervejs, ønsker Büscher at fortælle den gode og glemte historie, men Büscher skal hele tiden videre. Utålmodigheden driver ham mod nye fortællinger, mod nye dæmoner i den tyske historie.
Nogle af landets galninge er mere farlige end andre. For eksempel kz-lejr-kommandanten Karl Weihe, der fik seksuel tilfredsstillelse ud af at henrette fangerne og som heller ikke så sig for fin til at hive to små piger nedad, da deres egen kropsvægt ikke var stor nok til, at galgen kunne strammes om halsen på dem. Den selvproklamerede profet og prædikant Wilhelm Cordier er en mere ufarlig én af slagse. Cordier flytter sit kultagtige følge ned til Argentina efter at hans hjemby, Pforzheim, som en af de tres byer på luftmarskal Arthur Harris’ liste blev udryddet i slutningen af Anden Verdenskrig.
I det hele taget er Tyskland, en rejse en fortælling om et land helt forandret efter Anden Verdenskrig. Et land hvor salgsdatoen er udløbet og turistsæsonen overstået. Et land hvor alle ønsker det samme: alt andet end krig. Büscher fremmaner et landskab beboet af de sidste overlevende fra meteornedslaget, som Anden Verdenskrig var for tyskerne, men dog også et landskab fyldt med de gamle tyske forfattere som Goethe og Heine, myter og eventyr og stadig med en vis sentimental og melankolsk skønhed.
Büscher fremstiller i sin indsamlende prosa et land i forfald og på den måde minder hans blik på Tyskland om den desværre afdøde landsmand W.G. Sebalds stil og metode (eller mangel på samme). Sebald bevægede sig godt nok helst ikke ind i Tyskland på sine rejser, men på samme vemodige måde lader de begge to det gennemvandrede landskab frit associerende fortælle og lede historien, hvorhen den i tid og sted så bringer den rejsende. Ligesom Sebald giver Büscher også en stor del af sig selv i fortællingen, men hvor Sebald betragter landskabet med en altomfavnende melankoli, tillader Büscher sig oveni at være fuld, flirtende og uforskammet.
Büschers Tyskland, en rejse er et glimrende eksempel på den stærke og vedkommende bølge af rejselitteratur, der i øjeblikket skyller ind over os. Suveræn er i dette tilfælde ikke et for stort ord at tildele som ros. Helt så fine superlativer påkalder Eriksens Timernes Bro sig ikke, men er stadig et habilt stykke håndværk fra den efterhånden erfarne folkemordsturist.
Måske kunne Eriksen efterligne Büscher og rejse rundt i Danmark og på den måde indsamle noget af den empiri, han savner til den hjemlige debat. Men modsat Büscher kan Eriksen ikke trække på en hel nations traumatiske fortid mht. folkemord, diktatur og krig.
—
Wolfgang Büscher
Tyskland en rejse
Gyldendal
237 sider, 225 kroner
—
Jens Martin Eriksen
Timernes bro
Lindhardt og Ringhof
326 sider, 299 kroner
