Uengageret dårskab
Paul Austers nye roman er lys, let og hurtigt læst – men ligeså hurtigt glemt
Af Kasper Green Krejberg, Litteraturhistorie
Op til udgivelsen af Brooklyn dårskab bragte flere danske aviser store glade portrætinterviews med en rund og mild Paul Auster. New York-forfatteren har igen, takket være sit venskab med forlæggeren Per Kofod, valgt at søsætte en ny roman i dansk oversættelse, før den er tilgængelig på originalsproget, og en del af markedsføringen over for det danske publikum var altså at lægge lidt afstand til billedet af Auster som den dystre skildrer af livets og tilfældets intrikate tilskikkelser.
Skal man tro denne markedsføring, er forfatteren begyndt at se mere lyst på tilværelsen, og har derfor i Brooklyn dårskab sammensat et virvar af livsbekræftende fortællinger, der, uagtet bogens titel, snarere skildrer menneskelig dyd end dårskab. Så langt har han bevæget sig væk fra det velkendte mørke og særligt austerske univers, at flere anmeldelser har trukket forbindelser til feel good film og deslige, men spørgsmålet er nu, om denne bevægelse er vellykket?
I modsætning til normalen er Austers hovedperson og fortæller, Nathan Glass, denne gang ikke en mere eller mindre afdanket forfatter, kørt ud på et sidespor af skæbnens mildt plagsomme indgriben i et ellers ganske tilforladeligt liv. Det kunne han nu lige så godt have været, og i løbet af bogen, udvikler Nathan Glass sig, selvfølgelig, fristes man til at sige, til at blive forfatter. Men egentlig er han pensioneret forsikringsagent med speciale i salg af livsforsikringer, og da vi møder ham i bogens indledning, er han netop vendt tilbage fra lungekræftens forgård til dødsriget, og leder, som han siger i indledningsreplikken, ”…efter et stilfærdigt sted at dø.”
Valget falder på barndommens Brooklyn, men stilfærdigt bliver det ikke just for Nathan Glass. Snart støder han nemlig ind i sin nevø, Tom Wood, som han havde mistet al kontakt til, men som han nu genoptager et nært venskab med. Tom, en tidligere meget lovende litteraturstuderende, som Nathan i sit stille sind havde knyttet store forhåbninger til, er tynget af store bekymringer og et letpåvirkeligt sind. Han sprang, for år tilbage, fra litteraturstudierne, og arbejder nu i en antikvitetsboghandel, som romanens handling herefter tager sit afsæt i.
Indehaveren af boghandelen, Harry Dunkel, viser sig at have en dunkel fortid (Auster excellerer endnu engang i overtydelige efternavne), som giver anledning til en god del røverhistorier samt én af trådene i bogens plot. Andre tråde i den mere eller mindre løst sammenvævede fortælling er Tom Woods problemer med at genvinde og genfinde sin tabte selvtillid og sin forsvundne lillesøster samt at finde et trygt kvindebryst at falde til ro hos. Endelig følger vi også Nathans kamp for ikke at involvere sig alt for meget i den verden, han har besluttet at forlade.
Mens han venter på udfrielsen fra sit jordiske fængsel, begynder han at nedfælde små banale ”…historier om menneskelig dårskab”, hvoraf den længste historie, på rigtig Auster-maner, kommer til at udgøre Brooklyn dårskab . Men i stedet for at bevare sin tilstræbte tilskuerposition havner Nathan snart i begivenhedernes centrum. Han opnår både at blive plejefar for en slags grandniece, at genvinde fortroligheden med sin eneste datter, at erobre et halvgammelt kvindehjerte og ditto –krop, og endelig må han nødtvungent indtage fortællingens helterolle i en større redningsaktion, hvor han ved hjælp af sin forhenværende sælgeridentitets aggressive talegaver flår sin fortabte niece ud af kløerne på den entydigt skurkagtige David Minor (der efter en lang kriminel løbebane fører et primitivt sydstatsliv som nyfødt kristen, og som vist nok skal inkarnere prototypen på George W’s vælgere, som Auster så sandelig ikke kan lide, hvis nogen skulle være i tvivl.)
Denne redningsaktion er utvivlsomt fortællingens højdepunkt, men den virker mærkeligt umotiveret og løsrevet fra den øvrige historie. Generelt er plottet ikke videre stramt sammensat, men formidles primært som en række mindre fortællinger, der indfanges og formidles videre af fortællerprismet Glass. Der er således mere tale om et øjebliksbillede af USA, indimellem altså med stærkt pointerede politiske undertoner end om en fortælling med en nødvendig indre logik, og det generer på mange måder læsningen. De enkelte sidehistorier får alt for ofte lov at stå uforløste, og personerne forbliver sporadisk farvelagte skabeloner eller ufærdige udkast til sammensatte individer.
En anden anke angår fortællerens udtalte omgang med tilfældet og skæbnens luner som de suverænt styrende mekanismer i plottets udvikling; et greb, der ofte har fungeret fængslende og skræmmende hos Auster, senest i Orakelnat og Illusionernes bog , men i Brooklyn dårskab får tilfældets dominans et lovligt patetisk efterslæb, som når det over flere sider bliver foregrebet, hvorledes en tilfældig afstikker på Nathan og Toms roadtrip gennem den vilde amerikanske natur i Vermont, vil få afgørende konsekvenser for nevøens fremtid. ”Fordi han forlod én vej og tog en anden, rakte fru Fortuna uventet sine arme ud mod ham og førte vores unge mand ind i en anden verden.”
I denne anden verden møder Tom sin kommende hustru, kaldet Honey (!), på et idyllisk landsted, hvor mennesket lever i pagt med naturen, og hvor nevø og onkel tilbringer dét, Nathan i en kapiteloverskrift kalder ”Drømmedage på Hotel Eksistens”, og som han i ouvertureform indleder beskrivelsen af med følgende romantiserede, romantiserende, og for anmelderens tæer krummende, tirade: ”Jeg vil tale om lykke og velvære, om de sjældne, uventede øjeblikke hvor stemmen i ens hoved tier stille og man føler sig et med verden. Jeg vil tale om vejret tidligt i juni, om harmoni og lyksalig hvile, om rødhalse og stillidser og hyttesangere der smutter mellem træernes grønne blade.”
Til Austers forsvar kan man imidlertid indvende, at Brooklyn dårskab skal læses som en ren og skær hyldest til fortællingens muligheder. Som understreget i slutningen, der finder sted om morgenen den 11. september 2001 lige før angrebet på WTC, så er den amerikanske virkelighed i det nye årtusinde en grum affære, men et middel mod denne virkelighed er altså fortællingen. Et andet sted i romanen påpeger Tom Wood f.eks., at kun ”…når en person er så heldig at leve i en historie, at leve i en imaginær verden, forsvinder denne verdens smerte. Så længe historien varer ved, eksisterer virkeligheden ikke længere.”
Men denne lige lovligt banale distinktion mellem en imaginær og en reel verden virker mest af alt som et tomt postulat for bogens berettigelse; et postulat, der forsimpler det komplekse forhold mellem fiktion og virkelighed, som Auster selv har tematiseret så glimrende tidligere i sit forfatterskab. Jo, selvfølgelig har bogen og fortællingen en magt, man aldrig skal undervurdere, som fortælleren bemærker, og jeg skal da gerne indrømme, at jeg havde svært ved at lægge Brooklyn dårskab fra mig. Men efter endt læsning havde jeg tilsvarende svært ved at bevare mine tanker hos eller vende tilbage til bogen. Dertil er den ganske enkelt for løst sammensat og for ligeglad med de muligheder for et mere ægte engagement, som den selv rummer.
Paul Auster
Brooklyn dårskab
Oversat fra amerikansk af Jørgen Nielsen efter
The Brooklyn Follies
Forlaget Per Kofod
334 sider
299 kroner
