Unmack – intim, ærlig og næsten alene
Anmeldelse - Nr. 52
Af Sif Hellerup Madsen, Æstetik & Kultur
Det er onsdag aften på Musikcaféen i Mejlgade. Da jeg ankommer, står folk i kø helt udenfor i den svensker-farvede baggård. En forventningsfuld mumlen fortæller, at folk venter på noget, de virkelig har glædet sig til – og jeg med dem: en aften alene med Jens Unmack.
Jens Unmack tog Vejen hjem fra rock’n’roll, da han i 2005 udgav sin første og meget populære soloplade af samme navn. Det skete efter bruddet med det hedengangne Love Shop – der i øvrigt genopstår til en længere række af koncerter i november. Unmack har i alt udgivet 3 soloalbums, senest det anmelderroste Dagene løber som heste. I starten af september begav Unmack sig ud på sin tour Unmack alene, der onsdag d.16. september kunne høres på en udsolgt Musikcaféen i Århus.
Unmack startede koncerten med et par sange fra sit nye album, akkompagneret - for helt alene var han nu ikke – af Mikkel Damgaard på klaver og keyboard. Unmack selv sang, spillede akustisk guitar og krydrede pauserne mellem numrene med sin tørre og dejligt ironiske humor. Samspillet mellem Unmack og Damgaard var eminent, og deres samarbejde går da også tilbage til dengang, Damgaard spillede tangenter i Love Shop. Koncertens tredje sang var overraskende nok ”Fuck min højdeskræk” fra Love Shop-albummet Billeder af verden. Overraskende - fordi Unmack sjældent pleaser publikum med gamle Love Shop-numre - og det blev endnu mere overraskende, fordi Unmack gennem resten af koncerten blandede både nye solo-numre og gamle Love Shop-numre i et væk.
De akustiske udgaver af Unmacks sange fungerede godt sammen med hans karismatiske fremtræden på scenen. I rødt lys, krummet let sammen foran mikrofonen, med stirrende øjne og en hviskende stemme kunne Unmack for alvor tryllebinde sit publikum. Når numrene fungerede bedst, som i ”Drømmenes København”, ”Fremmedlegionær” eller ”Joyride”/”I den nye by” var de små perler af dynamik, der vekslede mellem det helt stille intime og det kraftigt insisterende. Damgaard på klaver leverede et smukt og følelsesladet akkompagnement, og var i det hele taget en vigtig del af koncertens intense atmosfære. Unmacks formidable lyrik fik i kraft af den akustiske instrumentering lov til at stå endnu klarere frem end ellers. Teksterne kan rumme en stærk melankoli som fx i ekstranummeret ”Det eneste vi har”, der med teksten: ”De stjerner som du tændte / Ligger kolde og forbrændte bag os / Det er det eneste vi har / Det er det eneste vi har.”, fungerede som en fin og følsom afslutning på koncerten. Men Unmacks sangtekster kan mere end dét, og bryder i andre af sangene med den tunge stemning i en forløsende brug af poppede engelske låneord, fløjten og tilbagevendende ”sha la la la”er.
I ganske få numre blev de langsomme og stille udgaver af Unmacks sange dog næsten for tilbageholdende. Enkelte gange tog jeg mig i at længes efter afveksling, fx de markante trommer i ”(La la) Hollywood” eller det bredere lydbillede, sangene får, når et helt band sætter ind. Det var dog ikke betegnende for koncerten som helhed.
På dagen for Unmacks koncert på Musikcaféen blev følgende tekst langt ud på hans hjemmesides blog: ”En nat i Århus Havn? Gives det ikke meget større? Jens Unmack synger i aften kl. 21.00 for livet på Musikcafeen i Mejlgade, ikke mange fejltrin fra det sorte vand - kom ud og lev med!” Og det er umiddelbart en god beskrivelse af, hvad Jens Unmack den aften gav sit publikum. Vi fik en flot og stemningsfuld koncert, og Unmack viste - både i sine sange og med sin fremtræden – en følsomhed og en intensitet, som publikum – mig selv inklusiv – modtog med kyshånd.
Musikcaféen, Århus, onsdag d.16.september
