Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 472

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 487

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 494

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-settings.php on line 530

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-includes/cache.php on line 103

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-includes/query.php on line 21

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/visir-online.dk/visir-online.dk/httpd.www/wp-includes/theme.php on line 623
Visir Online

Velbekomme!

Kristian Ditlev Jensens debutroman består af ikke mindre end 440 siders kulinarisk flaneren

Nr. 35 - Anmeldelse

Af Jannie Laigaard, Litteraturhistorie

Sex, mad og vin. Tre ting, som de fleste sætter stor pris på og aldrig kan få nok af. Men det får man i Kristian Ditlev Jensens roman Livret , der udkom i oktober, og som han modtog BG Banks Debutantpris 2004 for. Debutant er Kristian Ditlev Jensen dog kun som skønlitterær forfatter. I 2001 var en af de mest anmelderroste og omtalte bøger hans hjertegribende og velskrevne selvbiografi Det bliver sagt om en barndom med seksuelle overgreb, og i 2002 udkom Røde kager & grøn te , en lille bog om forfatterens møde med den japanske kultur.

Livret er bestemt en værdig entré på den skønlitterære scene, men samtidig mangler den også nogle væsentlige kvaliteter, som kendetegnede Det bliver sagt . Hvor Det bliver sagt imponerede med sin fintfølende og nuancerede personkarakteristik og skarpe blik for detaljerne i de mellemmenneskelige relationer, så spiller menneskene i Livret en noget mere perifer rolle. Her er maden om ikke protagonisten, så i hvert fald det omdrejningspunkt, omkring hvilket hovedpersonens historie udspiller sig.

Hovedpersonen er den berømte dansk-engelske madanmelder Robin McCoy, hvis travle liv med rejser, luksuriøse restaurantbesøg, vinsmagninger og hotelophold beskrives i løsrevne fortællinger, der er sat montageagtigt sammen. Romanens egentlige, væsentlige begivenhed er imidlertid Robins japanske hustru Midoris selvmord. Historien om Midori og Robins store kærlighed og deres forholds tragiske endeligt fortælles i flashbacks, der gerne igangsættes af Robins oplevelser med mad:

”Hendes læbestift, hendes munds farve, bliver pludselig serveret som pynt på min isdesserts sprøde stacciatellalag af blød vaniljeis og sprød mørk chokolade.”

Midori forbliver hele romanen igennem en noget mystisk og utilnærmelig skikkelse, og beskrivelserne af hende brænder desværre ikke rigtig igennem, endskønt selvmordet tegnes blodigt nok.

Til gengæld er romanens skildringer af mad virkelig intense, sanselige og originale. Kristian Ditlev Jensen ved tydeligvis rigtig meget om mad; om alt fra kogning af ris, kaffebrygning, skinkeproduktion, krabbetilberedning over sushi og ost til is, drinks og japanske kager. Passagerne om mad er indimellem ret lange, men i kraft af Kristian Ditlev Jensens fortælleevne bliver de aldrig kedelige, og efterhånden bliver de romanens mest interessante fortællespor, mens Midori og Robins historie falmer i baggrunden.

Med sin fragmentariske fortællestil er Livret sat uden for tid og rum. Fortid og nutid er hele tiden svære at skelne, og Robin McCoys tanker hopper hid og did på næsten joycesk maner. Hvert kapitel er godt nok forsynet med en overskrift, der angiver hvor i verden, Robin befinder sig, men fordi han det ene øjeblik er i Miami, det næste i Tokyo og det næste i Rom, synes det blot at understrege følelsen af hjemløshed. Robin bliver en slags kulinarisk flanør, hvis eneste holdepunkt er det næste måltid.

I Livret står begæret derfor som den centrale følelse, der binder hele romanen sammen. Først og fremmest er der begæret efter det gode måltid, men der er også begæret efter sex, efter livet og efter døden, og det er imellem alle disse forskellige slags begær, at Robin vakler rundt og søger at finde et ståsted efter Midoris død. Begæret er derfor ikke en entydig størrelse i tilfældet Livret : Begæret er smukt, når det gælder elskoven mellem Midori og Robin, det er vulgært, når det er en dyrisk indtagelse af mad i ufattelige mængder, det er forståeligt påtrængende, når det angår Robins lyst til for en stund at glemme Midori, og endelig er begæret uforståeligt, destruktivt og makabert, når det drejer sig om Midoris altoverskyggende begær efter døden.

Livret er på mange måder en meget livsbekræftende roman, selvom den handler om selvmord. Derfor er det også så meget desto værre, at den bliver alt, alt for lang. Man sidder nemlig tilbage med fornemmelsen af, at man har spildt sin dyrebare tid med at læse en noget gennemsnitlig roman i stedet for at lave noget lækkert mad eller drikke rødvin med sine nærmeste.

Fakta 
Kristian Ditlev Jensen
Livret
Gyldendal
440 sider, 298 kroner

Skriv en kommentar