visir-online.dk

Anmeldelse - Nr. 52
Af Peter Ellermann, Musikvidenskab

Elektronisk Jazzjuice er et af beviserne på, at der findes begivenheder, hvor frivillige kræfter stadig florerer, og specifikt her, i anonymitetens hemmelighedsfulde tegn. De kræfter, der lægges i at gøre et så omfattende arbejde som den omkalfatring, Jazzjuice hvert år leverer til baggårdene i Mejlgade, sker uden bannerreklamer eller stort postyr, og forsvinder som dug for solen staks efter weekenden. Men mens det sker, i øjeblikket, formår Jazzjuice at skabe et lille stykke af den magi og den frihed, der ellers kun kan kendes fra stemningen på Roskilde festival, Christiania eller andre af hverdagslivets absolutte fristeder.

Gården bliver hvert år pyntet specielt til lejligheden af frivillige kunstnere, som forbliver anonyme. Hvert år har hele indergården udenfor Musikcaféen sit eget kunstneriske tema eller indtryk, og i år var det meget præget af tunge, store farver og abstrakte malerier på væggen. I midten af gården var en forhøjning med plint, bygget til lejligheden, malet i kraftigt gult og blåt og med en flamingoudskåret skulptur ovenpå.

Udover kunstnerne er andre frivillige med til at bygge ydergårdens chillout-telt op, hvor nogle mystiske men søde hippier solgte deres mystiske, men potente drinks. Kaffen var opgraderet fra sidste års “magiske” til i år “trojansk noia-kaffe”, og en kop af det fik mig til at fnise indvendigt, og gav mig lyst til mere. Imens skinnede eftermiddagssolen, og gården var fyldt af moderne electronica af den mere loungeagtige slags. Unge familier med spædbørn småsnakkede eller legede og pludrede. Folk gav sig selv et pusterum, og Jazzjuice-stemningen indtraf.

Noianiz
Det var Noianiz, en DJ kendt fra Århus’ elektroniske miljø, tunge pligt at få varmet op under publikum, der rykkede indenfor på Musikcaféen. Hans musik var en blanding af dubsteppende rytmer med synth ovenpå, der tit lød japansk og nærmest som Manga eller Nintendo. Det var forfriskende og roligt, og løsnede lige så stille op i publikums fødder. Han sluttede af med et remix af hiphop-nummer ‘AmokNu’ af Khal Allan, der var for fedt - der handlede om at gå amok; og det gjorde Noianiz’ beat også, så meget så samples gnistrede som krystalliserede tandhjul, og blandet med det tunge hiphopbeat som stadig fornemmedes, var det en storartet slutning på koncerten.

Frisk Frugt
Senere på aftenen rykkede jeg op i Gyngens lokaler, for at få stillet min sult for moderne jazz, som huserede der denne aften. Først var det tid til at hilse på Frisk Frugt, der på papiret blev beskrevet som ‘Eksotisk Indie’. Senere fandt jeg ud af, at Frisk Frugt er et enmandsprojekt af Anders Lauge Meldgaard, og som tidligere har udsendt albummet Guldtrompeten på yoyooyoy/Lolita Industry. Live blev Anders flankeret af to andre musikere, og det blev til fire numre med forskellig instrumentering i hvert nummer. Frisk Frugt spillede en form for afrikansk inspireret moderne jazz, men også med blik på moderne provokunst, blandt andet i tredje sang, hvor to saxofoner spillede den samme, høje tone i lang, lang tid, som en sirene der stod stille. I sidste nummer skinnede den nordiske tone, som Frisk Frugt også rummer, igennem, via spil på to-strenget drejelire, umpabas og en kort melodi, der mindede lidt om temaet i Ellingtons Caravan, klippet ind mellem Anders’ heftige saxofonsoloer.

Cockpit Music
Efter Frisk Frugt var gået af, var det tid for nogle lidt ældre performere. Cockpit Music, med blandt andre jazz-anmelderen og forfatteren TS Høeg på saxofon. Bandet fejrer dette år deres 30 års jubilæum. Fra scenen forklarede Høeg, at det var ‘før flere af publikum var født’. Frontfiguren, der var flankeret af en guitar og en veloplagt trommeslager, var i sit es på scenen, og væltede akrobatisk rundt til den pulserende musik, der var gennemvædet af halvfjerdsernes progressive og mere protopunkede jazz, inspireret af navne som Soft Machine eller Anthony Braxton.

DJ Hvad
DJ Hvad fra Indien beskrives i programmet som: ‘Hvad hvad hvad hvad, hvad hvad hvad hvad hvad hvad. Hvad hvad hvad hvad. Hvad hvad, Hvad hvad hvad hvad hvad!?’ Efter koncerten var man tilbøjelig til at give beskrivelsen ret. Under de sindssvage breakbeats gemte sig samples af indisk musik, og det kunne være enten godt eller skidt, men var i hvert fald ukontrolleret. Den ekstreme musik gav visse publikummer en lejlighed for at flippe helt ud, mens et par teenagedrenge tog en lur under alt for stor hashpåvirkning.

Kunstneren Kristian Hornsleth åbnede sit galleri samme dag, og holdt koncert for åbne døre i en ejendom beliggende ret overfor portindgangen til Gyngen. Flere punkbands spillede, og gaden var fyldt med alternativt klædte mennesker, både fra galleriet og fra Jazzjuice, der tog for sig af Hornsleths gratis dåseguldøl. Sent på aftenen stødte jeg på de meget fugtige rester af punkbandet Clean Boys, der ikke havde besluttet sig for om gejsten holdt til en tur videre i byen.

Ceephax
Aftenen sluttede for mit vedkommende med en tur i technohulen Musikcaféen, hvor jeg oplevede en DJ, der blev beskrevet som ‘Master of live acid music’. Jeg ved ikke særlig meget om acid techno, men Ceephax spillede god musik, som var godt at danse til, og han var god til at holde stemningen over længere forløb inden musikken skiftede. Han havde fået forlænget spilletid på 7 kvarter, så langsomt udvikledes ravestemningen. Udenfor var Jazzjuicestemningen på sit højeste, en blanding af lige dele flirt og sød musik og af hashpåvirket trojansk noia; og jeg listede stille hjem.